Sommer skovtur 2016

Skovturen 2016

Så oprandt dagen hvor den årlige skovtur skulle finde sted. Vejret var helt perfekt, 20 grader med spredte skyer, som solen dog langsomt fik varmet væk, til en skøn sommerdag, hvor 3 fyldte busser med glade forventningsfulde medlemmer, så frem til en oplevelsesrig dag.

Efter en helt igennem skøn og fredfyldt bustur, med de mangefarvede kuperede marker hvor kornet stod stejlt og svajede i vinden samt marker, som allerede var pløjet, for til sidst at køre gennem en del små hyggelige byer, kom vi til stationsbyen Hørve, hvor jeg tror befolkningstallet steg markant ved vores tilstedeværelse.

Der var selvfølgelig også arrangeret en lille opkvikker til halsen og Kaffe og te kunne købes i den lille hyggelige café på stationen.

På perronen stod et Dampdrevet Veterantog K564, der efter ca. halvanden time, stadsmæssigt skulle transportere os videre på denne spændende skovtur.

Tiden blev brugt til et besøg på Odsherred Trafikmuseum, hvor der bl.a. var noget for tognørderne og lidt nostalgi for os som er gamle nok til at kunne genkende en del af det gamle materiel, sjove gamle skilte og en gammel billetmaskine, som dog blev stadig brugt. Udstillingen indeholdt også skibsmodeller der havde sejlet på Isefjorden.

”Bedstemors Dukkemuseum”, som også var et besøg værd, lå i gå afstand fra stationen. Museet udstillede ca. 2000 dukker placeret i hvert sit lille glasmontre, hvor mange berømtheder var repræsenteret, bl.a. Lady Diana, Elvis Presley, Askepot, Julie Roberts osv. og også nogle mindre modeller lavet i kgl. Porcelæn, her kunne man få en guided tur, af en meget fortælleglad dame. Hun var noget forvirret over det store rykind, og prøvede at dele os op i nogle grupper. Det var der noget forvirring over, men dog helt fantastisk at se og opleve, hvad der kunne placeres på dette lille sted.

Så kom tiden for afgang. Det Dampdrevne Veterantog K564, som bestod af 2 vogne med kupeer, 1 vogn med plads til mange i et rum, alle med ”komfortable” lædersæder, der var dog lidt vakkelvorne, men de trods alt holdt i snart 100 år, 1 spisevogn med borde og almindelige stole, samt en pakkevogn kun til togpersonalet, alle vognene var fra 1920`erne og selve damplokomotivet fra 1899. Der var lods fra DSB med om bord, da lokomotivpersonalet ikke var bemyndiget til at køre på denne strækning.

Vi havde alle fået tildelt hver en næsten original, hjemmelavet togbillet, lavet direkte til denne tur, til indløsning af en forfriskning (vand eller øl) undervejs.

Så skulle fyres op under kedlerne, i alt blev der brugt ca. 3,5 tons kul, for at køre fra Kalundborg – Hørve – Kalundborg. Der var fyret op under kedlerne ca. 19 timer før vores afgang fra Hørve, så med en tyk røg fra skorstenen, kørte vi mod Holbæk. Ikke et ord om forurening, vi nød bare denne nostalgiske tur på skinnerne, hvor mange stod og vinkede til os, det var bare så hyggeligt. Hørve – Holbæk – Jyderup er enkeltsporet, det var derfor nødvendigt at gøre ophold ved et par stationer, for at modkørende tog kunne komme forbi, derfor tog turen lige lidt ekstra tid.

Da vi kom til Holbæk station blev lokomotivet koblet fra og rangeret til den anden ende af vognstammen, toget skulle skifte kørselsretning for at komme videre til Jyderup station, hvor busserne stod og ventede for at køre os videre til den gamle hyggelige Bromølle Kro, hvor det store kolde bord med lune retter, lignede en julebuffet, bare med en skøn lagkage i stedet for risalamande, stod og ventede på os. Her var der også tildelt en øl/vand og en snaps til hver person. Hvis man så havde behov for flere forfriskninger, lå der en lille seddel hvor tjeneren kunne notere hvad der blev bestilt, en rigtig god løsning.

Der var også lidt tid til at gå rundt og se på omgivelserne bl.a. løb der langs med kroen den lille Åmose å og på den anden side af vejen stod den efter sigende mellem 500 og 4000 år gamle Bromølletaks.

Tiden oprandt hvor vi skulle til af køre hjem igen. Da busserne kørte stod hele kroens personale og vinkede, en rigtig god gestus, som vil huskes.

En helt igennem fantastisk godt arrangeret tur.

Lise Heeno