Udflugt til Christiansfeld og retur via Kolding
En helt fantastisk solrig, ca. 21 grader kl. 7.30, lørdag morgen mødtes glade og forventningsfulde medlemmer ved Ishøj Station for at for at køre til Christiansfeld med den dertil lejede bus.
En pose med helt frisk morgenmad stod parat, hvor kaffen og en lille opkvikker blev serveret undervejs, selvfølgelig var arrangeret af Elin og Kristian.
Efter Sorø, kunne bankospillet starte leveret af en oplagt Peter Kay, og ligesom de foregående år, blev afviklet på denne sjove og utraditionelle måde, ved at bruge de overhalende bilers numre i nummerpladen, så vi mærkede næsten ikke den lange bustur.
Vi ankom planmæssigt til Christiansfeld hvor 2 guider ventede. Her blev vi minutiøst og med en fantastisk indlevelse, ført gennem tiden fra brødremenighedens grundlæggelse og til i dag.
Bl.a. blev vi vist nogle bygninger hvor brødremenigheden og søstremenigheden, som var ugifte mænd og søstre, var adskilt, indtil de evt. fandt en mage, hvor de så kunne danne deres egen familie sammen.
Brødremenigheds byen, er den første og eneste, der er bygget i Danmark. Ligeligheds princippet er det overordnede i brødremenigheden, det betød ligeret for både kvinder og mænd. Brødremenigheden var også de første, som havde kvindelige præster.
Kirkepladsen er delt i fire felter af veje fra nord, syd, øst og vest, som fører ind til den smukke brønd i midten.
Brødremenighedens kirke, er et kapitel for sig selv. En fantastisk smuk kirke med en fremragende akustik, er Danmarks største kirkerum uden bærende søjler og blev indviet 13. august 1777. Kirken samt andre af byens huse er fredet.
Efter restaureringen fremstår kirken nu som herskabshuset med sort tag og morgenstjernen på kobberbelagt spir. Den store sal er karakteristisk ved enkelthed. Næsten alt er hvidt, hvide vægge, hvide bænke og sandstrøede gulve, undtaget er kun de håndsmedede lysekroner fra 1776.
Trægulvet er sandstrøet og ubehandlet. Her findes ingen prædikestol, men derimod et liturgibord, hvorfra gudstjenesten ledes.
Christiansfeldovne er verdensberømte lavet af kakler med en tykkelse på ca. 7 cm, kunne varmen udnyttes 100% og selvfølgelig Christiansfelds fantastiske honningkager, som bagt efter en meget gammel og hemmelig opskrift.
I byen blev i 1780 bygget et apotek, hvilket var stort, da man ikke mange steder kunne få medicin.
På vejen til Brødremenighedens kirkegård Gudsageren, var der en hel del lindetræer, men de hjerteformede blade, dette var også et symbol på at Brødremenigheden er en hjerte organisation.
På indgangsportalen til Gudageren står: ”DET SAAS I FORKRÆNKELIGHED” og på den anden side: ”DET OPREJSES I UFORKRÆNKELIGHED” Karakteristisk er gravene, hvor alle har samme størrelse med en flad gravsten, der vender mod øst. Kvinderne ligger begravet i den østlige del og mændene i den vestlige
Christiansfeld er blevet et verdensnavn, udpeget af UNESCO som verdenskulturarv, dermed det sjette danske sted på den attraktive verdensarvsliste, som har til formål at bevare verdens enestående natur- og kulturarv for kommende generationer. For den sum penge som følger en sådan udnævnelse, kunne mange bygninger blive renoveret.
Inden frokosten på Brødremenighedens Hotel var der lige 10 min. til at købe honningkager, hvilket, altså efter min mening, er bare noget man skal have med hjem.
Frokosten var en positiv oplevelse, god betjening i det hyggelige Brødremenigheds Hotel, sprød fiskefilet, blødt og lækkert rugbrød, samt ostebord som smagte skønt og var lækkert tilberedt. Hertil en lokal øl eller sodavand, og en snaps for egen regning.
Så gik turen til Koldinghus, her kunne vi på egen hånd bl.a. opleve Det Kongelige Udklædningsværksted hvor alle kunne klæde sig ud i kongelige kostumer og adelige renæssance-dragter fra Christian 4.s tid, som er fremstillet i den Kongelige Systue på slottet.
Så til jubilæumsudstillingen MAGTENS SMYKKER, med et bredt udvalg værdifulde kongelige smykker, ordner og medaljer gennem magtens historie gennem 750 år, en virkelig spændende udstilling, en vagt fortalte os at nogle af smykkerne havde lige havde være udlånt til Dronningen og Kronprinsesse Mary til Kronprinsens 50 års fødselsdag.
I et tilstødende lokale, var en af landets største og smukkeste samlinger af ældre dansk sølv, samt møbler og interiør der spænder fra renæssancen til i dag.
Rekonstruktionen af Koldinghus var også fantastisk, omkring ruinerne af den gamle mur var bygget nye trækonstruktioner, det var simpelthen så smukt.
Efter godt og vel en time var der kaffe og æblekage i Madkælderen på Koldinghus, smagte fantastisk, dog måske lidt for sød for min tand. Der var bred enighed om at Elins æblekage fra vores Jazz eftermiddage var af bedre kvalitet.
Hjemturen gik planmæssigt, med to bankospil, nu med 2 numre per nummerplade, altså både de første 2 og sidst 2 i hver nummerplade, så det kunne gå lidt stærkere, da de fleste var lidt bustede efter denne oplevelsesrige dag.
Formanden takkede først Peter, Lise, Elin og Kristian for et godt arrangement, og chaufføren for en perfekt og sikker kørsel.
Alt i alt, tak, Peter Kay og hjælpere, for et godt og grundigt forberedt arrangement, hvor oplevelsen og tidsplanen var helt i top.
Tekst: Lise Heeno
Foto: Peter R. Heeno
Nu vil jeg så lige pointere, når et sådant arrangement er leveret og arrangeret mere end 3 gange, kaldes det så ikke for en tradition. Vi vil så med glæde se frem til næste års arrangement. Peter Kay og Co.