Fyrsten kommer til Bredekærgård
Ishøj fyrsten kan for første gang ses i sin hjemby med alt udstyr, når Bredekærgård fra januar lægger omgivelser til et af de største arkæologiske fund i Danmark i nyere tid.
Et sted imellem 250 og 400 e.Kr regerede en fyrste i Ishøj. Han led en voldsom død og blev gravlagt med fine gaver. I efteråret 2007 fandt arkæologer fra Kroppedal Museum hans grav, og nu bliver hans hårdt medtagede skelet med alle de overdådige gravgaver udstillet på Bredekærgård i hjembyen Ishøj.
Ishøjfyrstens grav blev fundet i Torslunde mellem Ishøj og Taastrup i oktober 2007 og er dateret til jernalderen. Den vurderes af arkæologer som et af de vigtigste fund i Danmark i nyere tid. Det skyldes ikke mindst de meget fornemme romerske gaver, som fyrsten fik med i graven. Blandt dem en stor guldring, et romersk vinsæt i bronze samt en mængde spillebrikker af glas. Gravens fineste gave er to romerske glasbægre udsmykket med både og delfiner.
Efter studier af fyrstens skelet kan arkæologer med sikkerhed fastslå, hvordan han omkom. Det står således klart, at et stjerneformet hul fra en pilespids øverst i kraniet har været en af årsagerne. Det samme gælder to fire cm lange læsioner i baghovedet, formentlig forårsaget af skarpe klinger. Læsioner fra et hug nedefra på venstre underben viser desuden, at fyrsten kan have været til hest og derfor sandsynligvis blev dræbt i kamp.
Ishøj Idræts & Fritidscenter er i øjeblikket beskæftiget med at få bygningerne på Bredekærgård til at leve op til de krav, som Kroppedal Museum stiller i forbindelse med udlånet af Ishøjfyrsten. De handler blandt andet om lysforhold, afskærmning, brandsikring og alarmforhold. Udstillingen vil efter planen blive åben for offentligheden den 5 april 2014.