Introduktion til slægtsforskning

Mange mennesker, der har et almindeligt navn tror, at deres slægts historie ikke er spændende, men intet kan være mere forkert. Det er jo netop de mere almindelige slægter, der dannede grundlaget for livet i Danmark gennem tiderne.

De fleste danskere har i dag et navn der ender på –sen. Jensen er der flest af, men der er også mange der hedder Hansen, Petersen og Nielsen osv. For 150 år siden var de fleste danskere bønder. De bar almindelige navne som Jens, Hans, Peter, Niels og Lars. Det er derfor, deres efterkommere i dag hedder Jensen, Hansen, Petersen, Nielsen og Larsen. Og hedder man f.eks. Hansen, kan man da næsten ikke være bekendt ikke at vide hvem Hans er, hvis navn familien bærer i dag.

Interessen for slægtshistorie har været i kraftig vækst i de sidste generationer, men først i vor egen tid er den ligeligt udbredt i alle kredse i befolkningen. Begrebet slægtshistorie er dog urgammelt. Ja, den græske historiker Herodot, som levede ca. 485 – ca. 425 f.kr. kaldte ligefrem slægtshistorie for historiens moder.

Lokalhistorien har de sidste årtier været inde i en udvikling i Danmark, der nærmest ligner en folkebevægelse.  Parallellen til slægtshistorien er iøjnefaldende, for også her gælder det om at kende sin egen baggrund, sine forudsætninger. Hvis man tilhører den lille gruppe, der kan tælle generationer tilbage inden for nogle få sogne, kan lokalhistorie og slægtshistorie bogstavelig talt falde sammen.

I Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening er vi mange, der dyrker slægtsforskning, og her kan du altid få hjælp til alle mulige spørgsmål om slægtsforskning. Der er i foreningen lavet et stort arbejde med at kortlægge forskellige slægter i Thorslunde og Ishøj. Resultatet af dette arbejde kan ses i foreningens databaser.

Mange danske digtere har beskæftiget sig med slægtens betydning og det lange perspektiv, den sætter det enkelte menneske ind i.

Få har vel gjort det mere træffende end Jeppe Aakær i digtet Som dybest brønd:

Din egen dag er kort, men slægtens lang,
læg øret ydmygt til dens rod forneden:
årtusind toner op i gråd og sang,
mens toppen suser mod evigheden.

Vi søger slægtens spor i stort og småt
i flinteøksen efter harvens tænder,
i mosefundets smykke, plumpt og råt,
i kirkens kvadre, lagt af brede hænder.

Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterbog
har gemt et gran af slægtens ve og våde;
nu skal de røbe mig, hvad vej jeg drog,
og løfte mig en flig af livets gåde.

På de næste menuer kan du finde oplysninger om nyttige links til slægstsforskning.

Rigtig god fornøjelses.