Formandens ord oktober 2014

IMG_6242

Så er efteråret kommet, selv om varmen ikke rigtig har forstået det endnu. Men det er alligevel sådan, at denne tid indikerer et skift mellem alle sommerens arrangementer og de mere vinterlige af slagsen.

Vi har virkelig haft en god sommer i foreningen. Masser af nye arrangementer for børn og barnlige sjæle, de gamle traditionelle og flere i fællesskab med andre aktører, rigtig mange muligheder for at fortælle gode historier.

– Så hvorfor ikke også en her.

For mange år siden boede på en gård her på egnen en bonde der hed Peder Andersen, og i en høj på hans mark boede nogle troldfolk.

En fin sensommer dag blev der holdt stort bryllup for troldefamiliens ældste datter, det var en stor fest med mange gæster. Ud på natten løb de tør for øl og trolden gik derfor til bonden, som for nyligt havde brygget. Han bankede på bondens dør, og da den blev åbnet spurgte han “kan du ikke hjælpe mig, vi har bryllup og er desværre løbet tør for øl, må jeg ikke låne en tønde øl? Du skal nok få den tilbage, når vi har brygget” – “Hvem er du og hvor bor du” spurgte bonden. “Jeg er manden oppe i højen” sagde trolden – ja, ja sagde bonden “gå selv ned i kælderen og tag en tønde med dig”. Trolden fik øllet og skyndte sig hjem til festen.

Nogle nætter efter kom trolden igen til gården og bankede på.  Bonden vågnede og råbte “hvem er det der banker?” – “Det er mig”, sagde trolden, “jeg kommer med øllet, som jeg lånte. Jeg har sat det ned i kælderen, og du skal have så mange tak for lånt. Hvis du lader være med at se ned i tønden, kan du tappe så meget du vil uden at den nogensinde løber tom.”

Det gik godt i lang tid, de tappede og tappede, og der var altid øl nok, og der var ingen som så ned i tønden. Men en dag fik de en ny ung pige på gården, hun kunne ikke begribe hvordan det kunne være, at der aldrig blev brygget øl på gården og alligevel havde de altid øl nok. En dag kunne hun ikke holde nysgerrigheden tilbage længere, hun linede på låget for at se om den dog ikke snart var tom. Hun blev så forfærdet, at hendes skrig som kunne høres over hele gården, for tønden var helt fyldt med firben som straks kravlede over kanten da hun lettede låget.

Siden den dag var der ikke mere øl i tønden.

Gammelt troldesagn fra hedebo-egnen.

 

Tags: ,

Download: