Jazz på Bredekærgård Brasement Jazzband
Bandet startede i en kælder sort som kul for 25 år siden og kan i den anledning fejre jubilæum sammen med JAZZ på Gårdspladsen. Første gang Bredekærgård havde besøg af Basement var i 1999
Igennem et kvart århundrede har Basement leveret glad og swingende jazz. Bandet startede med at øve i en gammel meget sort kulkælder.
Året er 1994. Fodpedalen banker bestemt ind på bagsiden af stortrommen, mens strengene på kontrabassen danser med. Musikken tager form i en gammel villakælder. Klods op af et rumlende fyr og en bunke sorte kulbriketter starter seks mænd takterne til dét, der senere skulle vise sig at blive til Basement Jazzband. Et kvart århundrede senere kan det rutinerede band nu fejre 25 års jubilæum. Siden den spæde start i kælderen har Basement Jazzband begejstret jazzfans i mange forskellige sammenhænge. Blandt andet i de fleste af landets jazzklubber, ved Copenhagen Jazzfestival, Silkeborg, Maribo, Køge og Allinge Jazzfestival og ved Køge Festuge. De har fulgt 16.000 deltagere godt på vej til Ecco Walkathon og spillet til folkefest på Øresundsbroen i pinsen 2000. En af grundene til bandets popularitet, er den disciplinerede og swingende New Orleans og Dixiestil. Derudover er synergien i bandet helt unik, hvilket man som publikum tydeligt fornemmer. Gennem årene har Basement spillet og jammet med navne som Papa Bue, Jesper Thilo, Ole ”Fessor”, Jørgen Svarre, Henrik Bolberg, Asger Rosenberg, Pia Kloster, Ole Olsen, Erik Spierman, Eddie Bruhner med flere.
Besætningen er i dag
Mogens Eghjort, trompet
Lasse Karlsson, klarinet/vokal
Jens Bodholdt, basun
Per Jakobsen, piano/vokal
Jan Duelund, banjo/vokal
Jørgen ”Jøgge” Villumsen, kontrabas,
Sven Levandowsky, trommer og orkesterleder.
Alle er velkomne
Entré kr. 30 – Gratis for medlemmer af Thorslunde-Ishøj Lokalhistorisk forening
Sted
Bredekærgård