Fra Dronning til Hospitalsskib
“Hvad er Mercy Ships” er overskriften på et foredrag, som maskinchef Viggo Boserup fra Rødovre holder i i Landsbysalen på Bredekærgård den 25. oktober 2026
Han vil fortælle om sine mange ture som frivillig maskinchef på Mercy Ships-hospitalsskibe, hvor en multinational frivillig besætning giver gratis operationer og lægehjælp i nogle af verdens fattigste områder.
Et af de skibe, han har været på, er “Africa Mercy”, som er den ombyggede storebæltsfærge “Dronning Ingrid”.
Hospitalsskibet
Siden 2007 har Mercy Ships drevet hospitalsskib i den gamle danske storebæltsfærge Dronning Ingrid, der under Mercy Ships’ fane er omdøbt til Africa Mercy.
DSB valgte i 1978 at bygge 3 IC-togfærger til Storebælt, og en af dem var Dronning Ingrid. Den folkekære færge huskes af tusindvis af danskere som en velfortjent pause på turen mellem Nyborg og Korsør – et helle, hvor man kunne nyde en rød pølse til lyden af rystende kaffekopper akkompagneret af vibrationerne fra de store skibsskruer.
I dag fungerer den ikoniske storebæltsfærge som et flydende hospital, hvor godt 480 besætningsmedlemmer leverer op til 2.000 operationer og 8.000 tandlægebesøg om året. Herudover uddanner de sundhedsfaglige frivillige lokale læger og sygeplejersker og medvirker dermed til en effektiv forbedring af de lokalsamfund, Africa Mercy besøger.
Efter ombygningen kan Africa Mercy kort beskrives på følgende måde:
Der er 8 dæk på Africa Mercy. Det gamle togdæk er nu blevet til to dæk, og her er nu et moderne hospital med fem operationsstuer, en intensiv afdeling, en CT-scanner, røntgen, laboratorier, og en opvågningsafdeling med 77 senge. Der findes alle nødvendige laboratoriefaciliteter, som er nødvendige i forbindelse med et hospital.
På de øverste dæk kan der indkvarteres op til 484 besætningsmedlemmer, herunder familier, par og enkeltpersoner. Skibet har 126 kahytter, en daginstitution, en skole for alle aldersgrupper inkl. high school, et bibliotek, et møntvaskeri, et lille supermarked, en restaurant, en gymnastiksal, butikker og en doneret Starbuckscafé. Desuden er der værksteder, mødelokaler, og lokaler med arbejdspladser for alle back-office-funktioner. Der medbringes ca. 28 køretøjer (Land Rovers), samt en række containere, med reservedele og forsyninger.
Ingen foredrag uden kaffe og Traktørstedets store kagebord.
Entré og kagebord 90 kr.
Billetter kan købes HER
Sted
Bredekærgård




