Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening har fornøjelsen af at præsentere The Ragtops – et band bestående af nogle af de mest erfarne musikere fra den danske old school rockabilly-scene. Her er der tale om den ægte vare, hvor både musikken og erfaringen går helt tilbage til rockabillyens storhedstid.
Bandet består af:
André Preuthun (guitar), kendt fra Wild Wax Combo, Ramblin’, Ramblin’ Bandits og i dag Surfin’ Ramblers samt Steel Benders.
Jess Møller Rasmussen (vokal og guitar), forsanger fra 90’ernes populære rockabillyband Taggy Tones.
Mikael Findanis (trommer), tidligere Wild Wax Combo.
På kontrabas finder vi denne dag Bjarne Christensen – en fremragende jazzbassist, som også mestrer den karakteristiske rockabilly-slapbas til perfektion.
The Ragtops leverer en koncert med masser af energi, charme og autentisk 50’er-stemning. Publikum kan glæde sig til udødelige rockabilly-klassikere, smittende spilleglæde og et band, der ikke bare spiller musikken – de lever den.
Som de selv siger: “Vi kan også vælte en bar!”
Så spænd danseskoene, find det gode humør frem, og vær med til en eftermiddag fyldt med svingende rytmer, stilfuldt 50’er-look og rockabilly, når den er allerbedst.
Det kulinariske står Traktørstedet for. Naturligvis bliver der serveret de sædvanlige pølser og pandekager. I dagens anledning kommer der også de skønneste, saftigste og højeste amerikaner burgere på bordet.

Sted
Bredekærgård


