Karen Mogensen tiltrådte sit embede som præst i Torslunde og Ishøj sogne i sommeren 1972.
Vicki Holmberg fra Sydkysten var på pletten og lavede et interview med pastoren umiddelbart efter tiltrædelsen.
– Jeg synes ærlig talt det er tåbeligt at man bruger så megen tid på at tale om den svigtende kirkegang. Der er da fuldstændig korrekt, at der ikke er så mange folk i kirken i dag som for fx. 50 år siden.
Men tiderne har så sandelig også forandret sig. For 50 år siden var der ikke TV og andre massemedier i så udpræget grad som nu. Derfor blev kirkerne et naturligt tilholdssted – et mødested. Og jeg vil vove at påstå, at det er tvivlsomt, om det var alle der kom for at høre præstens ord. Jeg tror det lige så meget har været et spørgsmål om behov for kontakt med andre mennesker – et behov som ikke eksisterer i dag, siger Karen Andersen, Torslunde-lshøjs nye kvindelige præst.
Karen Andersen siger videre:
– For mig er det ikke et spørgsmål om hvor mange eller hvor få der er i kirken. For mig er det et spørgsmål om at menigheden – og jeg selv hører evangeliet og lader sig dømme. Jeg vil i hvert fald ikke lave showforestilling for at få flere folk i kirken, for så er det jo ikke forkyndelsen, der er i centrum.
Har det rædsomt
Pastor Karen Andersen, 28 år, er gift og har en datter på tre år. Det er Karen Andersens første embede — hun kom lige fra eksamensbordet til Torslunde-Ishøj, og er i øvrigt kommunens første kvindelige præst.
– Jeg er meget glad for mit arbejde. Men hver lørdag aften har jeg det rædsomt.
– Jo, for så synes jeg pludselig, at den prædiken, jeg har skrevet til søndagen er helt håbløs. Jeg er så utilfreds med mig selv. Læser den igennem igen og igen, retter lidt hist og her – og er stadig utilfreds.
– Det var en lille trøst da jeg til et præstemøde for nylig talte med en kollega, som betroede mig at sådan havde han haft det i 20-25 år, og at han i øvrigt kendte mange andre præster, der havde det på nøjagtig samme måde.
– Og selvkritik skal man jo heller ikke kimse af – men alligevel:
– Jeg har det skidt lørdag aften. Jeg bruger utrolig megen tid på at skrive min prædiken. Og selv om selve forkyndelsen af den i kirken kun tager 12-15 minutter, så ligger der mange timers arbejde bag. Sproget skal dels være sådan, at alle kan forstå hvad jeg siger, og dels skal det være et sprog som jeg selv kan stå ved. Det sker jeg går helt i stå. Så tager jeg biler og triller en tur rundt i kommunen og spekulerer over teksten – det plejer at hjælpe.
Tilmelding kan ske HER
Sted
Bredekærgård